Louise oplever en indstilling om, at glutenfri mad er tørt eller klamt. Noget af det er, men det behøver det ikke.

Af Albert Bastian Boysen

”Jeg kunne ikke rigtigt spise noget overhovedet. Så derfor blev det et princip for mig, at jeg skulle have lov til at spise, hvad jeg ville. Der var ikke nogen, der skulle fortælle mig, hvad jeg ikke kunne spise.”

Louise på 22 fik konstateret glutenallergi, da hun var otte år gammel, og det var sjældenhed, at Louise bare kunne spise noget.

Der er forskel på at være glutenallergiker og på at være glutenfri. Louise husker, da hun var lille, og hendes far ofte skulle forklare hvad gluten var. Et sted i slutningen af 00’erne blev det nærmest niche at være glutenfri.

Mange har måske en fordom om, at det var sådan nogle irriterende hipster-typer, men det bragte lys over, at det er et behov for nogen, og gjorde det langt mere tilgængeligt at have en glutenfri diæt.

Af og til hænder det, at Louises allergi bliver mistaget for et valg, og at hun derfor skal understrege, at hun er allergisk.

Det kan være hårdt i nye sociale konstellationer at fravælge et måltid, eller at gøre opmærksom på sit behov, for det er ikke rart at være til besvær.

”Jeg kunne grave mig selv ned i et hul og sige: Jeg skal aldrig have noget at spise igen.”

Men Louise bukker ikke under for besværet. Hun bruger det til at styrke sig selv. Derfor er det en fast indstilling for hende, at ingen skal bestemme, hvad hun spiser. Man kan sagtens lave god mad uden gluten.

”Jeg er god til at se muligheder i stedet for begrænsinger. Der er ikke noget, der er så svært, at det ikke kan lykkes, og hvis det ikke gør, så må man bare prøve igen.”

Louise har ikke et konkret eksempel, på en ret der er bedre uden gluten. Hun har jo aldrig rigtig smagt det før. Men behøver ikke at være bedre. Det det kan sagtens smage lige så godt.