Musse er kommet på Det Lille Apotek i næsten 40 år. Her kan han have sin hund med, snakke sladder med lokalbefolkningen, spille spil, drikke bajer, ryge smøger og feste. Men mest af alt er det hyggeligt.

Af Albert Bastian Boysen

I et tæppe af røg, forbi blinkende og bippende spillemaskiner, tomme langborde, krakelerede lædersofaer i bordeaux, vægge beklædt med gamle Carlsbergreklamer, et par slidte dartskiver, et gammelt Samsung TV og en gøende hund ved navn Jensen finder man et fast klientel af stamgæster på værtshuset Det Lille Apotek i Solbjerg.

Helt henne i hjørnet af baren, under lyset fra en slidt lampe, sidder Musse. Han har en stor og mørkglødet næse. Under næsen hænger et tykt, leverpostejsfarvet overskæg, der strækker sig hele vejen fra den ene side af munden til den anden. Hans hår er fedtet, men pænt sat, og hans store ører bærer præg af et liv med mange år på bagen. Han har en sandfarvet quarter-zip på, og den er lynet helt ned, så man kan se den lyseblå polo, han har indenunder. I hånden, der hviler på hans krydsede ben, holder han en tændt cigaret. Han snakker sparsomt, lavt, med tyk jysk dialekt og lader oftest de andre gæster tale for ham.

”Kan du huske, hvornår jeg først kom her?,” spørger Musse bartenderen.
”Nej, for du er kommet før mig. Jeg er kun kommet her i 21 år,” svarer hun.
”Jamen, det er vel 37-38 år siden, jeg først kom her,” siger Musse, mens han grubler videre.

Musse, Cross, den eneste Tim og Jensen

”Jeg kommer her, fordi jeg må have min hund Jensen med. Og så kan jeg sidde og hygge mig med min bajer. Og så kan jeg ellers gå hjem, når jeg vil. Jeg kan lide gæsterne, og jeg kan lide betjeningen,” siger Musse, mens han trækker på skuldrene.

Skråt overfor Musse sidder Cross og Tim og drikker øl til den svage lyd af værtshusets jukebox, der spiller Katy Perry og andre hits fra starten af 2010’erne.

Cross er lidt yngre end resten af klientellet på værtshuset. Han har tykke, rektangulære briller på sit runde ansigt og tykt pjusket hår, der hænger ned over panden og stritter ud bag nakken. Under en slidt arbejdsskjorte kan man ane en guldkæde. Hans ansigtsudtryk skifter konstant mellem at se bestemt eller bekymret ud, og han virker til altid at have en kommentar til, hvad der bliver sagt.

”Har du egentlig haft besøg igen af de der sjællandske håndværkere?,” spørger Cross bartenderen. Hun svarer nej. ”Så er de nok taget tilbage til djævleøen,” tilføjer han.

Tim er en ældre herre på alder med Musse. Han siger selv, at han er den eneste Tim i byen, og at han derfor ikke har brug for et efternavn. Han har langt hvidt hår, der slikker bagud, og hans små firkantede briller sidder så langt fremme på næsen, at de er lige ved at falde af. Og så griner han højt og på jysk.

”Folk, der ikke rigtig kender Solbjerg, ved, at vi har et sted, der hedder Det Lille Apotek. Men når de spørger om navnet på det andet, så kniber det med at huske det,” siger Tim med et glimt i øjet.

”Hvis man vil snakke, skal man herned på værtshuset,” siger Cross.

”Den sladder, der kommer her, indebærer, at nogen kommer ind og fortæller et eller andet om, hvad der sker her i byen. Det er sådan nogle ting, og så hvad vi har dummet os med i en brandert. Men det er ikke så slemt med branderter mere,” siger Tim, hvortil Cross tilføjer:

”Det var værre dengang, Musse arbejdede her.”

”Ja, dengang kunne folk godt finde på at slås. Det er mere hyggeligt nu,” siger Musse.

Et samlingspunkt for Solbjerg

Sammen med et pizzaria og en genbrugsbutik ligger værtshuset i et lille center med slidte, sorte facader. ”Det Lille Apotek slukker tørsten bedre,” står der over de to hvide døre ind til værtshuset. Et intetsigende ydre, der ikke taler retfærdigt for stemningen indenfor.

På Det Lille Apotek har de forskellige spil og arrangementer. Man kan for eksempel spille banko, og den 22. oktober holder de deres årlige Oktoberfest. Udover det er der livemusik den første torsdag i hver måned, og til tider viser de fodboldkampe på det gamle tv.

”Lige nu spiller vi små skarpe. Det er et spil, der handler om at få fire tal ligesom et lotteri. Vi har en spilleforening hernede. Og jeg vandt i sidste uge.”

Bartenderen fortæller, at de holder kanongode fester, hvilket Musse kan nikke genkendende til.

”Du skal tage et helt kamerahold med til oktoberfest. Du skal bare ikke optage noget med lyd. Det bliver svært at høre i larmen.”

Jensen ville tilbage

Musse viser et billede på hans telefon. Det er hans hund, Jensen, der sidder på et bord uden foran og kigger ind på det lukkede værtshus. Musse og Jensen gik forbi Det Lille Apotek hver dag, mens der var lukket på grund af corona.

”Jeg sagde til ham, at de har lukket dernede,” siger Musse, hvorefter han imiterer sin hund: ”Jamen jeg skal ned og se!”

Derfor var det noget af en lettelse for Musse, da værtshusene endelig måtte åbne igen.

”Nu kunne vi endelig komme ind i stedet for at sidde ude i kulden eller derhjemme, hvor man ikke er i kontakt med nogen.”