Jesper stor-oddsede i 20 år: Der var ikke ét tidspunkt, hvor jeg havde mine børn i tankerne

Jesper på 36-år har igennem de sidste 20 år smidt over 10 millioner ud af vinduet på online væddemål. Han har mistet kontakten til børn og familie, men stoppede først efter 20 dages indlæggelse på psykiatrisk afdeling. 

Af Albert Bastian Boysen

”Jeg smed 750.000 kroner på én kamp. Barcelona skulle slå Osasuna. Barcelona slår altid Osasuna. Men lige den kamp taber de 1-0 i 88. minut, og så havde jeg smidt 750.000 kroner ud af vinduet.”

Men det slutter ikke der. Jesper spiller yderligere 250.000 kroner væk i et forsøg på at vinde de 750.000 tilbage over de næste fire dage. Som pengene gradvist forsvinder, drikker han mere, og stopper med at tænke taktisk. Han bliver desperat og smider penge på tilfældige odds, på fodboldkampe han intet aner om. Han har mistet en million på fire dage. Penge han skulle have brugt på sin familie. Udsigten til bil og ferie er væk. 

Jesper Fæhnøe har igennem de sidste 20 år spillet mellem 10 og 15 millioner kroner væk, eksklusiv gevinster. Den 36-årige mands runde ansigt bærer et stort, pjusket, rødt skæg, der forsøger at gemme sig bag et lyseblåt engangsmundbind. Selvom det er december, har han stramme denimshorts på, der er rullet op et par gange, grå tennissokker og sportssko af mærket Nike. Hans rolige øjne kigger rundt bag sorte, firkantede briller og håret skjules, af en kasket med flad skygge, som skiftes mellem at vende almindeligt og omvendt. Indenunder sin mørkeblå dunjakke bærer han en sporty hættrøje i blå, rød og hvid. Ærmerne er smurt op så man kan se en tatovering på højre arm. Fem bånd i forksellige bredder der trækker sig rundt om underarmen. En af dem er røde og de resterende sorte. Farven aftaget, som falmet maling på et gammelt sommerhus.  

Nemt tjente penge

Jespers første oplevelse med spil var i en tidlig alder sammen med hans far. Han fik en mønt at spille for, og så sad de ellers og så fodbold sammen.  

”Jeg fik lov til at spille 10 kroner og vandt 140. Dengang var det mange penge for en knægt på 7 år. Jeg kunne vælge lige hvad jeg havde lyst til i Fætter BR,” siger Jesper og kløer sig på underarmen. Han rykker lidt rundt i stolen, men ender med at sætte sig en smule foroverbøjet. 

Gennem teenageårene begynder Jesper for alvor at spille, og pengene kommer ikke altid rent. Jesper tager, hvad han kan få af hurtigt arbejde og begynder som 17-årig at færdes blandt Odense Boldklubs allermest hårdkogte hooligans. De rejser rundt, både i Danmark og Europa, for at slås mod andre hooligans. Første gang Jesper er til sådan en slåskamp får han at vide, at han skal lægge 300 kroner.

”Jeg var med til slåskampen og vi vandt overlegent. Jeg fik 600 kroner på lommen. Hold kæft hvor var det nemt, jeg nåede ikke engang at få en på lampen. Jeg fortalte lederen, at han bare skulle ringe, og så var jeg klar,” siger Jesper.

Derfra tager Jesper til slåskamp et par gange om ugen og altid før eller efter kampe. Pludselig som 17-årig har han 60.000 kroner til sit navn. Det betyder mere spil og flere øl. 

Det startede med at være nemt tjente penge. Og det gik godt i lang tid. Da Jesper runder 20 år, begynder det at blive rigtig slemt. Det handler ikke længere om en mønt eller to, men mellem 500 og 1000 kroner per spil og op til 15 spil om dagen. Selv hvis der ikke er kampe på TV, finder Jesper noget at spille på, om det så er fodbold i den ungarske 3. division. De penge han vinder ryger ikke på opsparingen. 

”Det største jeg har vundet var 600.000 kroner. Jeg ville sætte dem på en konto. Købe ny bil og opvaskemaskine. Men jeg spillede dem op,” siger Jesper. 

Gevinsten fodrer hans alkoholisme og spilforbrug. Dårlige vaner der fører til enden på Jespers ægteskab, kontakten til hans tre første børn og syv måneders hjemløshed.

Pengene kommer og går, afhængigheden bliver

”Ludomani begynder ofte med en god oplevelse og mange af dem der kommer ud i problemer har vundet stort fra starten. De ender med at tabe og så taber de mere, når de prøver at vinde det tilbage,” siger souschef og behandlingsleder ved Center for Ludomani Henrik Brandt.

Det er ofte en lang proces inden ludomanien indtræder. Det starter som risikospil, så problemspil og sidst ludomani, hvor man ikke længere er i stand til at begrænse sit pengespil, selvom man ved, at spillet ikke er hensigtsmæssigt. Ludomaner ender ofte med at låne penge, eller bruge mere end hvad deres budget tillader for at jagte rusen. Ludomani kan på den måde sammenlignes med stof- eller alkoholmisbrug.  

”Mange ludomaner bruger spillet, til at håndtere noget der er svært i deres liv. Det giver ro, så man kan slappe af og komme væk fra hverdagen. Hvis man for eksempel keder sig, og hjernen får en god oplevelse med spil, lærer den, at det er rart. Man bliver ved med at jagte den her følelse, og i sidste ende er der kun en vinder, og det er spilindustrien,” siger Henrik Brandt. 

”De sidste 15 år har jeg ikke set en fodboldkamp, fordi jeg har siddet og kigget ned i min skærm. Jeg sad med telefon, tablet, computer, fjernsyn og radio på samme tid for at følge med i alle de kampe jeg havde spillet på,” siger Jesper.  

Han finder et stykke papir frem fra en mappe. På papiret er der printet to cirkler, der er blevet udfyldt med kuglepen. Den ene til afmærkning af hvor meget tid på døgnet han brugte på spil, og den anden til hvor meget spillet fyldte psykisk. Sidstnævnte er udfyldt med et stort 100%. Den første viser døgnets timer fordelt på forskellige kategorier. Familie, transport, arbejde, søvn. I alt cikra fire timer uden spil. Når han kører til arbejde, er mobilen fastmonteret over GPS’en, mens den viser en fodboldkamp. Når den ene hånd lægger mursten på arbejdet, er mobilen cementeret fast til den anden. Om natten vågner han flere gange for at tjekke sine forskellige spil, og selv når han ser tegnefilm med datteren, slipper hans opmærksomhed ikke telefonen. 

”Der var ikke ét tidspunkt, hvor jeg havde mine børn i tankerne. Jeg har betalt det jeg skulle betale og så har jeg spillet resten op. Jeg har lånt penge for at spise mad og for at få benzin på bilen. Jeg har altid bare tænkt på mig selv,” siger Jesper, mens han retter sig i lænestolen. 

”Der er mange konsekvenser af ludomani. Man kan komme galt afsted med økonomien og hænge på det i årevis. Det fører desværre tit til selvmordstanker, familier der bliver splittet og venskaber der bliver ødelagt,” siger Henrik Brandt. 

Det kan Jesper genkende. 

”Jeg har ikke forsøgt at tage mit eget liv, men jeg har haft tanken. Det ville være nemmere for alle andre,” siger han.

En tur på psykiatrisk afdeling

Jesper stopper ikke med at spille efter at have tabt en million på en forlænget weekend eller perioderne med 15 odds om dagen. Først da hans krop siger fra, beslutter han sig for at gøre noget. 

”Jeg vågner op den 2. januar i fosterstilling på badeværelset og har ingen anelse om hvem jeg er, hvem min datter er, eller hvem min kæreste er,” siger Jesper.

Jesper bliver sendt på psykiatrisk afdeling af sin kæreste, hvor han bruger de næste 20 dage. 

”Jeg kan huske de sidste to dage fra psykiatrisk. Jeg har ingen ide om hvad jeg har lavet, gjort, eller sagt de andre dage. Jeg kan ikke huske, at min kæreste var der hver dag, eller at jeg har snakket med en psykolog. Lægen sagde, at jeg lige så godt kunne have været død, fordi min krop var så stresset. Nu sidder jeg her et år efter og tager det dag for dag,” siger Jesper. 

Efter psykosen beslutter Jesper sig for at stoppe med at drikke alkohol, og et halvt år senere er han sober. 

”Når først man har afsluttet en afhængighed, er det nemmere at tage hul på den anden,” siger Jesper. 

Jesper får et tilbud om behandling uden egentbetaling, og da han fortæller det til kæresten stiller hun ham et ultimatum. Enten tager han tilbuddet, ellers går hun fra ham. Så han springer ud i det. Den 16. august 2021, på Jespers 36 års fødselsdag, begynder han på et behandlingsforhløb på Center for Ludomani. 

” Jeg sagde ja tak og gennemførte det efter 12 dage. For 2 måneder siden var jeg inde for at vise, at jeg er helt clean. Det skal jeg igen til januar, og så er jeg helt færdig,” siger Jesper. 

59-årig mand dømt for vold ved Retten i Horsens: ”Jeg blev skidesur og så daskede jeg hende en”

Onsdag den 17. november blev en 59-årig mand dømt for vold ved retten i Horsens for at, i 2019, have slået sin daværende kæreste i hovedet med en knyttet næve. Hans egen forklaring lyder, at det blot var en lussing.

Af Albert Bastian Boysen

Det er en kold onsdag morgen i November. Klokken er 09:04 og en 59-årig mand, tiltalt for vold, og hans forsvarer træder ind i retslokalet i Horsens. 

Den 59-årige er iført en mørkeblå, mønstret polo, der er stoppet helt ned i cowboybukserne, så man kan se hans mangefarvede bælte. Han er rynket, af almindelig bygning og har tyndt sølvhår, som former en halvmåne på hans hoved. Han trækker vejret i korte, hurtige åndredræt, mens han kigger stille og roligt rundt i lokalet. Han kløer sig lidt på armen, men sidder ellers helt tilbagelænet i stolen med armene over kors. 

Blot en lussing
Anklageren er en yngre kvinde med lange lyse krøller, rød kjole og højhælede sko. Hun læser tiltalen højt for retssalen med en påstand om, at den 59-årige herre skulle have slået sin daværende kæreste i ansigtet, i hendes hjem, med en knyttet hånd. 

Til forskel fra tiltalen forklarer den 59-årige mand, at han blot har stukket ekskæresten en lussing. Han ankom til hendes hjem om eftermiddagen, hvor det var meningen, at de skulle spise middag sammen. Han fortæller, at hun var beruset, og at stemningen ikke var særligt god, og derfor skulle han lægge hende i seng. Idet han skulle hjælpe hende med at få hendes benskinne af, tror han pludselig at hun kaster noget efter ham. Han forsøger at dukke sig og får fingeren i klemme i ekskærestens benskinne.

”Jeg får fingrene i klemmen i den skinne der, det gør ondt, så jeg blev skidesur, og så daskede jeg hende en,” siger han. 

En usammenhængende forklaring
Efter den 59-årige mands forklaring forlader bistandsadvokaten lokalet. Rummet er totalt stille i et par minutter, indtil han kommer tilbage med en ældre dame i kørestol, som er den 59-åriges daværende kæreste. Hun har en stor, hvid skinne på benet, kort mørkt hår, store, røde, runde briller og en slidt, mørkerød termojakke. Dommeren spørger, hvad hendes relation til den 59-årige mand er.

”Det kan jeg godt sige, det har jeg også spekuleret på selv,” siger hun i et bestemt toneleje. 

Den daværende kæreste fortsætter med at afgive sin forklaring. Hun kluntrer med ordene og har stort besvær med både at gengive og huske begivenhederne, som hun beskriver til stor forskel fra politirapporten, og dommeren vurderer, at hun er ude af stand til at afgive en reel forklaring. Billeder fra en politirapport viser hende med blå mærker rundt om begge øjne, hævninger i ansigtet og sår på næsen.

Tilstrækkeligt objektivt bevismateriale
Selvom den daværende kærestes forklaring er usammenhængende og tilfældig, bliver den 59-årige mand dømt for at have slået hende i hovedet med en knytnæve. Dommeren mener, at billedmaterialet fra politirapporten samt en tidligere lægevurdering er objektivt grundlag til at bevise, at slaget var med knyttet hånd.

Den 59-årige er dømt til 40 dages betinget fængselsstraf, hvor han indenfor en periode på et år ikke må modtage straf, med vægt på at han ikke er tidligere straffet og har udført frivilligt arbejde. Der vil blive taget stilling til krav om erstatning inden for 14 dage.

Værtshuset, Det Lille Apotek, har medicin til stamgæsterne

Musse er kommet på Det Lille Apotek i næsten 40 år. Her kan han have sin hund med, snakke sladder med lokalbefolkningen, spille spil, drikke bajer, ryge smøger og feste. Men mest af alt er det hyggeligt.

Af Albert Bastian Boysen

I et tæppe af røg, forbi blinkende og bippende spillemaskiner, tomme langborde, krakelerede lædersofaer i bordeaux, vægge beklædt med gamle Carlsbergreklamer, et par slidte dartskiver, et gammelt Samsung TV og en gøende hund ved navn Jensen finder man et fast klientel af stamgæster på værtshuset Det Lille Apotek i Solbjerg.

Helt henne i hjørnet af baren, under lyset fra en slidt lampe, sidder Musse. Han har en stor og mørkglødet næse. Under næsen hænger et tykt, leverpostejsfarvet overskæg, der strækker sig hele vejen fra den ene side af munden til den anden. Hans hår er fedtet, men pænt sat, og hans store ører bærer præg af et liv med mange år på bagen. Han har en sandfarvet quarter-zip på, og den er lynet helt ned, så man kan se den lyseblå polo, han har indenunder. I hånden, der hviler på hans krydsede ben, holder han en tændt cigaret. Han snakker sparsomt, lavt, med tyk jysk dialekt og lader oftest de andre gæster tale for ham.

”Kan du huske, hvornår jeg først kom her?,” spørger Musse bartenderen.
”Nej, for du er kommet før mig. Jeg er kun kommet her i 21 år,” svarer hun.
”Jamen, det er vel 37-38 år siden, jeg først kom her,” siger Musse, mens han grubler videre.

Musse, Cross, den eneste Tim og Jensen

”Jeg kommer her, fordi jeg må have min hund Jensen med. Og så kan jeg sidde og hygge mig med min bajer. Og så kan jeg ellers gå hjem, når jeg vil. Jeg kan lide gæsterne, og jeg kan lide betjeningen,” siger Musse, mens han trækker på skuldrene.

Skråt overfor Musse sidder Cross og Tim og drikker øl til den svage lyd af værtshusets jukebox, der spiller Katy Perry og andre hits fra starten af 2010’erne.

Cross er lidt yngre end resten af klientellet på værtshuset. Han har tykke, rektangulære briller på sit runde ansigt og tykt pjusket hår, der hænger ned over panden og stritter ud bag nakken. Under en slidt arbejdsskjorte kan man ane en guldkæde. Hans ansigtsudtryk skifter konstant mellem at se bestemt eller bekymret ud, og han virker til altid at have en kommentar til, hvad der bliver sagt.

”Har du egentlig haft besøg igen af de der sjællandske håndværkere?,” spørger Cross bartenderen. Hun svarer nej. ”Så er de nok taget tilbage til djævleøen,” tilføjer han.

Tim er en ældre herre på alder med Musse. Han siger selv, at han er den eneste Tim i byen, og at han derfor ikke har brug for et efternavn. Han har langt hvidt hår, der slikker bagud, og hans små firkantede briller sidder så langt fremme på næsen, at de er lige ved at falde af. Og så griner han højt og på jysk.

”Folk, der ikke rigtig kender Solbjerg, ved, at vi har et sted, der hedder Det Lille Apotek. Men når de spørger om navnet på det andet, så kniber det med at huske det,” siger Tim med et glimt i øjet.

”Hvis man vil snakke, skal man herned på værtshuset,” siger Cross.

”Den sladder, der kommer her, indebærer, at nogen kommer ind og fortæller et eller andet om, hvad der sker her i byen. Det er sådan nogle ting, og så hvad vi har dummet os med i en brandert. Men det er ikke så slemt med branderter mere,” siger Tim, hvortil Cross tilføjer:

”Det var værre dengang, Musse arbejdede her.”

”Ja, dengang kunne folk godt finde på at slås. Det er mere hyggeligt nu,” siger Musse.

Musse og Jensen kommer tit på Det Lille Apotek. De følges altid ad. Foto: Albert Bastian Boysen

Et samlingspunkt for Solbjerg

Sammen med et pizzaria og en genbrugsbutik ligger værtshuset i et lille center med slidte, sorte facader. ”Det Lille Apotek slukker tørsten bedre,” står der over de to hvide døre ind til værtshuset. Et intetsigende ydre, der ikke taler retfærdigt for stemningen indenfor.

På Det Lille Apotek har de forskellige spil og arrangementer. Man kan for eksempel spille banko, og den 22. oktober holder de deres årlige Oktoberfest. Udover det er der livemusik den første torsdag i hver måned, og til tider viser de fodboldkampe på det gamle tv.

”Lige nu spiller vi små skarpe. Det er et spil, der handler om at få fire tal ligesom et lotteri. Vi har en spilleforening hernede. Og jeg vandt i sidste uge.”

Bartenderen fortæller, at de holder kanongode fester, hvilket Musse kan nikke genkendende til.

”Du skal tage et helt kamerahold med til oktoberfest. Du skal bare ikke optage noget med lyd. Det bliver svært at høre i larmen.”

Jensen ville tilbage

Musse viser et billede på hans telefon. Det er hans hund, Jensen, der sidder på et bord uden foran og kigger ind på det lukkede værtshus. Musse og Jensen gik forbi Det Lille Apotek hver dag, mens der var lukket på grund af corona.

”Jeg sagde til ham, at de har lukket dernede,” siger Musse, hvorefter han imiterer sin hund: ”Jamen jeg skal ned og se!”

Derfor var det noget af en lettelse for Musse, da værtshusene endelig måtte åbne igen.

”Nu kunne vi endelig komme ind i stedet for at sidde ude i kulden eller derhjemme, hvor man ikke er i kontakt med nogen.”

Louise må sige fra i nye konstellationer: “Det er aldrig rart”

Louise oplever en indstilling om, at glutenfri mad er tørt eller klamt. Noget af det er, men det behøver det ikke.

Af Albert Bastian Boysen
Foto: Albert Bastian Boysen

”Jeg kunne ikke rigtigt spise noget overhovedet. Så derfor blev det et princip for mig, at jeg skulle have lov til at spise, hvad jeg ville. Der var ikke nogen, der skulle fortælle mig, hvad jeg ikke kunne spise.”

Louise på 22 fik konstateret glutenallergi, da hun var otte år gammel, og det var sjældenhed, at Louise bare kunne spise noget.

Der er forskel på at være glutenallergiker og på at være glutenfri. Louise husker, da hun var lille, og hendes far ofte skulle forklare hvad gluten var. Et sted i slutningen af 00’erne blev det nærmest niche at være glutenfri.

Mange har måske en fordom om, at det var sådan nogle irriterende hipster-typer, men det bragte lys over, at det er et behov for nogen, og gjorde det langt mere tilgængeligt at have en glutenfri diæt.

Af og til hænder det, at Louises allergi bliver mistaget for et valg, og at hun derfor skal understrege, at hun er allergisk.

Det kan være hårdt i nye sociale konstellationer at fravælge et måltid, eller at gøre opmærksom på sit behov, for det er ikke rart at være til besvær.

”Jeg kunne grave mig selv ned i et hul og sige: Jeg skal aldrig have noget at spise igen.”

Men Louise bukker ikke under for besværet. Hun bruger det til at styrke sig selv. Derfor er det en fast indstilling for hende, at ingen skal bestemme, hvad hun spiser. Man kan sagtens lave god mad uden gluten.

”Jeg er god til at se muligheder i stedet for begrænsinger. Der er ikke noget, der er så svært, at det ikke kan lykkes, og hvis det ikke gør, så må man bare prøve igen.”

Louise har ikke et konkret eksempel, på en ret der er bedre uden gluten. Hun har jo aldrig rigtig smagt det før. Men behøver ikke at være bedre. Det det kan sagtens smage lige så godt.